Log ind
Vi vil aldrig dele din e-mail med nogen anden.
Nulstille kodeord

Indtast din e-mail-adresse, så sender vi dig et link for at nulstille din adgangskode.

Tilbage til log ind
Paul Hüttel

Paul Hüttel

Biografi

Paul Hüttel er søn af koncertsanger og repræsentant Anders Stubkjær Hüttel (død 1984) og hustru Gerda Johnsen (død 2001). Efter en handelsuddannelse og nogle år som manufakturhandler og forsikringsagent kom Paul Hüttel til Studenterscenen. Han læste hos Søren Weiss og blev uddannet på Odense Teaters elevskole 1960-1963. Forinden havde han allerede i gymnasietiden filmdebuteret i ”Gymnasiepigen”. Han var på studieophold i London i 1964 og senere i 1972 i New York. Efter afgangsprøven blev han ansat på Odense Teater i årene 1963-1966 og var bl.a. med i opførelsen af "West Side Story". Derefter tog han 1966 til København som freelance skuespiller og fik roller på Fiolteatret og i hippie-musicalen "Hair" på Gladsaxe Teater. Dog havde han fortsat gæstespil på sin gamle arbejdsplads med væsentlige opgaver som "Hamlet" i 1967 og "Aladdin" i 1969. I 1971 blev han fast ansat på Det Kongelige Teater, hvor han fik roller både indenfor det klassiske repertoire samt i den moderne - især engelske dramatik. Han spillede bl.a. prokurist Meyer i "Indenfor murene" og Sjostakovitj i "Mesterklasse". Paul Hüttel blev afskediget fra Det Kongelige Teater i 1990 og turnérede siden med Det Danske Teater, agerede i farcer på ABC-Teatret og havde roller på Fiolteatret, Østre Gasværk Teater, Grønnegårdsteatret, Aveny Teatret og Privat Teatret. I 2003 høstede han en særlig personlig succes i Jonas Gardells monolog "Sheherazade" på Teatret Får302. Filmkarrieren begyndte i 1968 i samspillet med Jesper Klein i "Balladen om Carl-Henning", hvor han viste sin drengede charme. En charme, der - blandet med en kølig arrogance - kan blive til så usympatisk en person som Hilding Thorstenson i "Lad isbjørnene Danse" eller den beslutsomme retsmediciner i "Mørkeleg". Eller han kan, som pastoren i "Vildbassen" eller Hr. Kamp i "Når engle Elsker" gå den stik modsatte vej – og blive noget af det elskeligste. Paul Hüttel har lagt stemme til tegnefilm og har på TV medvirket i bl.a. tv-serierne "Forsvarerne" og "Riget", ligesom han spillede den tyske forfatterflygtning Herbert Schmidt i "Matador". Han har også spillet revy hos kollegaen Louis Miehe-Renard i Dronningmølle. I 1994 fik han et folkeligt comeback og blev især blandt det yngre publikum kendt som den alvorlige nisse von Guttenborg i julekalenderen "Alletiders Jul" (1994) og efterfølgende som Gyldengrød i "Alle Tiders Nisse" (1995), "Alletiders Julemand" (1997) og "Pyrus i Alletiders Eventyr" (2000). Sideløbende har Paul Hüttel været en flittig brugt foredragsholder og oplæser, ja, sågar optrådt med skillingsviser til eget klaverakkompagnement. Det er lige fra dansk humor til Blichers forfatterskab, Kaj Munk og Grundtvig, ligesom han i en lang række af landets kirker har læst Det Nye Testamente. Paul Hüttel har desuden deltaget i det organisatoriske arbejde som medlem af bestyrelsen for Dansk Skuespiller Forbund og Dansk Solist Forbund. Han har udgivet antologien "Rejsende i Teater – Danske scenekunstnere på tourne igennem to Århundreder" i samarbejde med forlæggeren Jørgen Fisker, hvori Hüttel selv bidrog med afsnittet "Kulturkamp i Grænselandet" (Lydbog, indlæst af Paul Hüttel selv i 1996). I 2001 fik han tildelt Louis Halberstads Ærespris. Paul Hüttel var først gift med skuespillerinden Else Benedikte Madsen og blev sidenhen den 31. december 1974 gift med skuespillerinden Birthe Neumann.

  • Kendt for: Acting
  • Fødselsdag: 1935-07-13
  • Fødested: Hedensted,Danmark
  • Også kendt som:
close